|
Hospitalsenhed Midt klarer sig rigtig godt i årets landsdækkende undersøgelse af patientoplevelser (LUP) og er på flere områder over landsgennemsnittet.
Tusinder af svar fra patienterne peger på et positivt møde med HE Midt
Det viser årets landsdækkende undersøgelse af patientoplevelser (LUP). Dermed fortsætter HE Midt med at ligge på et stabilt højt niveau med stor patienttilfredshed.
Mere end i alt 20.000 patienter har deltaget i årets undersøgelse ved at svare på et spørgeskema, efter at de har været i behandling på et af HE Midts hospitaler i Viborg, Silkeborg eller Skive.
I HE Midt dækker den landsdækkende undersøgelse af patientoplevelser både planlagte forløb, akutte indlæggelser og besøg i akutmodtagelsen (skadestuen). Undersøgelsen omfatter også fødende, patienter i radiologien og psykiatriske patienter.
- På de områder, hvor vi i LUP kan sammenligne os nationalt, er vi enten over eller på landsgennemsnittet, og patienterne er i høj grad tilfredse med både undersøgelse, behandling og personale. Det skal vi være stolte af, siger Jannie Falk Bjerregaard, som er sygeplejefaglig direktør i HE Midt.
|