Se nyhedsbrevet i browser
NYHEDSbrev | Hospitalsenhed Midt
Regionshospitalerne i Viborg, Silkeborg, Hammel og Skive
  Uge 46 - 2024  

HE Midt henter ny medicinsk cheflæge i Vejle

 
 

1. december tiltræder Maja Hinge som ny cheflæge i Medicinsk Diagnostisk Center. Hun får sammen med chefsygeplejerske Tone Mørch Thomsen det overordnede ansvar for centrets aktiviteter på regionshospitalerne i Viborg, Silkeborg og Skive. 

- Vi glæder os til at få Maja med på HE Midts hold. Vi har lært vores nye cheflæge at kende som en velreflekteret holdspiller, der har øje for både værdien af stærke relationer og et godt arbejdsmiljø og for den udvikling og de muligheder, det medicinske speciale står over for i de kommende år, siger lægefaglig direktør Claus Brøckner Nielsen. 

Maja Hinge kommer fra en stilling som ledende overlæge ved Hæmatologisk Afsnit i Medicinsk Afdeling på Sygehus Lillebælt, Vejle. Hun er uddannet speciallæge i Intern Medicin, hæmatologi, og færdiggjorde i 2016 sin ph.d.-uddannelse ved Syddansk Universitet i Odense. De seneste år har hun desuden gennemført en Master i Offentlig Ledelse. 

Som ny cheflæge bliver Maja Hinge en del af centerledelsen i Medicinsk Diagnostisk Center, der 1. september 2024 opstod som en fusion mellem Diagnostisk Center i Silkeborg og Medicinsk Afdeling i Viborg og Skive. 

 

Læs navnenyheden på hjemmesiden

Ortopædkirurgi får ny chefsygeplejerske med stor ledelseserfaring

 
 
Betina Funder Jeppesen bliver per 1. december ny chefsygeplejerske i Ortopædkirurgi på Regionshospitalet Viborg, Hospitalsenhed Midt.   
 
Hospitalsenhed Midt har ansat 55-årige Betina Funder Jeppesen som chefsygeplejerske i Ortopædkirurgi på Regionshospitalet Viborg.   
 
Ortopædkirurgi har tidligere delt chefsygeplejerske med Røntgen og Skanning, men efter en nylig fusion har Røntgen og Skanning fået en chefradiograf i afdelingsledelsen. Betina Funder Jeppesen kan derfor udelukkende fokusere på det ortopædkirurgiske område og kan i høj grad være med til at forme fremtiden for afdelingen, hvor hun skal arbejde tæt sammen med cheflæge Steen Olesen og kredsen af funktionsledere.  
 
I fællesskab skal de udvikle organisationen, styrke tværfaglige patientforløb og ikke mindst prioritere det tværsektorielle samarbejde med kommuner og praktiserende læger, da det er altafgørende for at sikre sammenhæng i pleje og behandlingsforløb for patienterne.  
 
- Betina kommer med en omfattende ledelseserfaring fra både somatikken og psykiatrien, hvor hun har ydet et stærkt bidrag til både flotte faglige resultater og høj trivsel blandt medarbejderne. Jeg er overbevist om, at hun kan gøre det samme hos os, siger sygeplejefaglig direktør i Hospitalsenhed Midt, Mette Fjord Nielsen. 
Læs mere på hjemmesiden

Vil du med på faglig date?

 
 

Sundhedsfagligt Symposium søger ”faglige speeddatere”, der har lyst til at fortælle kolleger i HE Midt om et projekt, en idé eller et udviklingstiltag til næste års symposium, der finder sted den 7. maj 2025.   

HE Midt fejrer fagligheden i HE Midt ved at holde "Sundhedsfagligt Symposium" i 2025. Arrangementet finder sted på HE Midts hospitaler i Viborg, Silkeborg og Hammel.   

I den forbindelse søger planlægningsgruppen bag Sundhedsfagligt Symposium nu kolleger, der har noget på hjernen eller hjertet, som andre kolleger i hospitalsenheden kan have glæde af at høre.   

Det kan være om et projekt, et udviklingstiltag eller bare en idé til faglig forbedring og udvikling. Det behøver ikke at være forskningsbaseret eller et projekt, der er færdigt. 

Læs mere på intra

Ergoterapeut fra HE Midt vinder bachelorpris

 
 
Ergoterapeut Nanna Kirstine Høgh Henriksen fra Neurologi på RH Viborg har sammen med sin medstuderende Emma Vester vundet Ergoterapeutforeningens Bachelorpris 2024. De to nyuddannede ergoterapeuter vinder prisen for deres afsluttende eksamensprojekt, som har sat fokus på vigtigheden af, at ergoterapeuter i højere grad anvender de anbefalede undersøgelsesredskaber ved patienter med erhvervet hjerneskade. 
Læs hele historien på hjemmesiden

Nyt undervisningsforløb går i øjenhøjde med patienterne

 
 
Et nyt undervisningsforløb hjælper børn og unge med erhvervet hjerneskade med at forstå deres situation. Sengeafsnit 6 for børn og unge på Hammel Neurocenter har tilrettelagt det nye undervisningsforløb, som går i øjenhøjde med patienterne. Formålet med forløbet er at tilbyde psykoedukation, så de unge får indsigt i deres hjerneskade og opnår redskaber til at mestre deres situation. 
Læs mere om undervisningsforløbet

Lungeklinikker byder til pusterum

HE Midts lungeklinikker sætter onsdag den 20.november fokus på vejrtrækning og værdien af at passe godt på sine lunger. Det sker i anledningen af den internationale lungedag.  
 
I Klinik for Lungesygdomme i Silkeborg byder personalet indenfor til en dag med blandt andet lungetest, gode råd om kost og motion samt vejledning til rygestop. Samtidig kigger Lungekoret forbi og sørger for fællessang og motion af både luftveje og stemmebånd.  
 
I Viborg står Klinik for Lungesygdomme klar i Bilkas varehus, hvor butikkens kunder kan få testet deres lungefunktion og stoppe masser af gode råd og vejledning i indkøbsvognen.  
 
Læs mere om arrangementet i Silkeborg her
 
NYHEDSbrevet udgives af Hospitalsenhed Midt | Ansvarshavende redaktør: Cecilia Honores Møller
Redaktion (tekst og layout): Winnie Axelsen Elmstrøm, Christian Hald og Rikke Dueholm
Foto (hvis ikke andet fremgår under billedet): Agata Lenczewska-Madsen